Nyhedsbrev
Mindfulness Djursland

Tilmeld nyhedsbrev

Nyhedsbrev

 

 

MINDFULNESS DJURSLAND nyhedsbrev juli 2018

 

Kære alle

Lige nu er solen og sommeren over os, det har den været længe. Man kan vist godt tale om tørke. Nogle er glade, vil gerne have mere, andre er kede af det, vil ikke have mere. Hellere regn. Sådan er det også generelt i vores liv: vi vil gerne have mere af det ’gode’ og mindre af det, der smerter os. Så har vi mennesker en tendens til at tro, at hvis bare disse kriterier er opfyldt, bliver vi lykkelige. Men som filosofien bag mindfulness siger – og måske paradoksalt - er det netop ’grådighed’ og ’had’, det at ville have noget bestemt eller ikke have noget bestemt, som gør os ulykkelige. Så det vi øver os på i vores mindfulness praksis – også i livets praksis – er at være med det, du ikke kan ændre eller flytte dig fra, med en venlig, accepterende holdning. Ikke så ligetil, men vi kan øve os.

I dette nyhedsbrev vil jeg derfor videreformidle Inspiration til daglig mindfulness, som min gode kollega, Marianne Bundgaard Andreasen har udarbejdet. Det kommer her:

 

Inspiration til daglig mindfulness

Når du vågner om morgenen, så bring opmærksomhed til din vejrtrækning, før du står op. Observer 5 ”mindfulle” åndedrag.

Stop op i løbet af dagen og bring fuld opmærksomhed til din vejrtrækning. Observer 5 ”mindfulle” åndedrag.

Bemærk de ændringer, der er i din kropsholdning i løbet af dagen. Vær opmærksom på hvordan din krop og dit sind fornemmes, når du bevæger dig fra liggende til siddende, fra siddende til stående, når du begynder at gå osv.

Vær opmærksom på din krop, når du går. Observer din kropsholdning. Mærk føddernes kontakt med underlaget. Mærk luften mod dine kinder, arme og ben, mens du går. Skynder du dig?

Når du hører en fugl synge, en telefon ringe, vinden, latter, en dørklokke, et tog, så brug lyden som en ”mindfulness klokke”. Lyt intenst.

Når du spiser eller drikker noget, så tag et minut til at stoppe op og observere din vejrtrækning. Bring opmærksomhed til dét at spise din mad. Se på maden – duft – tyg – synk.

Vær opmærksom, når du lytter og taler. Kan du lytte uden at være enig/uenig, lide/ikke lide eller planlægge, hvad du selv vil sige, når det bliver din tur. Kan du registrere, hvordan din krop og dit sind føles?

Når du står i kø, så brug tiden til at være opmærksom på din krop og vejrtrækning. Mærk føddernes kontakt til underlaget, og hvordan din krop føles. Mærk din maves bevægelser i takt med vejrtrækningen. Er du utålmodig?

Vær opmærksom på spændinger i din krop. Forsøg at trække vejret gennem spændingerne – og giv slip på spændingerne på udåndingerne. Hvis det er muligt, så lav strækøvelser og yoga dagligt.

Bring fuld opmærksomhed til dine daglige aktiviteter som for eksempel det at børste tænder, børste hår, tage sko på osv.

Bring opmærksomhed til din vejrtrækning, før du falder i søvn om aftenen. Observer 5 ”mindfulle” åndedrag.

 

Efterårets program:

Nyt MBSR FORLØB starter den 12. september.

Sted: Tustrup Hede, Georgsmindevej 16, 8961 Allingåbro.

Pris: 3000 kr. Max 6 deltagere.

 

SORGRETRÆTE: 27.-30. september.

Sted: Vorre, 8543 Skødstrup.

Pris: 2995 kr. Max 12 deltagere. http://mindfulnessdjursland.dk/retraeter/sorgretræte.html

 

STILHEDSDAGE: 7. oktober kl. 9-16, 2018 og den 6. januar, 2019

'På tærsklen til det nye år'

Sted: Georgsmindevej 16, 8961 Allingåbro.

Pris: 450 kr. Betales ved tilmelding. Max 6 deltagere.

 

ÅBENT MEDITATIONSHUS baseret på dana (man betaler det man synes og kan)

2. september, 4. november og 2. december kl. 10-12.

Sted: Georgsmindevej 16, 8961 Allingåbro.

Max 6 deltagere. Tilmelding senest dagen før, gerne så hurtigt som muligt og gerne afbud, hvis du ikke kommer.

Mere info på: http://mindfulnessdjursland.dk/index.html

Og skulle du have mod på et 7 dages stilhedsretreat med David Brown og Helen Stephenson 4.-11. august 2018, så er der stadig ledige pladser.

Mere info og tilmelding etc. her: http://www.mindfulnessforeningen.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=166&Itemid=609

Se også min Facebookside Mindfulness Djursland

 

Med et digt vil jeg ønske jer alle en rigtig god sommer.

Hjertelige hilsener

Ann

 

 

Jeg er ikke mig

Jeg er ikke mig

Jeg er den der går ved siden af mig

Som jeg ikke ser

Som det af og til lykkes mig at besøge

Og som jeg glemmer andre gange.

Den der forbliver stille, mens jeg taler

Den der tilgiver, venligt, når jeg hader

Den der går en tur, når jeg er inden døre

Den der vil forblive stående når jeg dør.

 

Juan Ramon Jimenez

(oversat af Ann)

 

 

MINDFULNESS DJURSLAND nyhedsbrev december 2017

 

Kære alle

Jeg sidder her og føler mig meget privilegeret: kigger ud af vinduet fra mit kontor på det smukkeste landskab, og lige nu er der et tyndt lag sne, som bidrager til julestemningen.

Jul og nytår nærmer sig med hastige skridt. Jeg laver aldrig deciderede nytårsfortsæt, men ordene nedenfor af Thich Nhat Hanh vil jeg forsøge at tage med mig ind i det nye år. Måske de kan være til inspiration?

 

Empati

Når du planter salat, og den ikke trives, så giver du ikke salaten skylden. Du prøver at finde årsagen til at den ikke trives. Måske har den brug for gødning, vand eller mindre sol. Du giver aldrig salaten skylden.

Når vi har problemer med vores venner eller familie, giver vi de andre skylden. Men hvis vi ved, hvordan vi skal tage os af dem, så vil de trives – ligesom salaten.

At beskylde har slet ikke nogen positiv effekt, heller ej at forsøge at overbevise via fornuft eller argumenter. Det er min erfaring. Ingen beskyldninger, ingen ræsonnementer eller argumentation, kun forståelse. Hvis du forstår, og du viser, at du forstår, så kan du elske, og situationen vil forandres.

Thich Nhat Hanh

 

Mindfulness aktiviteter i foråret 2018

Som jeg nævnte i mit seneste nyhedsbrev, har jeg flyttet jeg alle mine egne mindfulness aktiviteter her hjem på Tustrup Hede, Georgsmindevej 16, 8961 Allingåbro. Jeg har et udmærket lokale og en meget smuk natur lige uden for døren.

 

Fordybelsesdag: På tærsklen til det nye år

Det kan vist godt efterhånden godt kaldes en tradition, at jeg holder en fordybelsesdag: 'På tærsklen til det nye år', hvor vi tager afsked med året, der gik og får tid til at meditere/reflektere over året, der kommer.

Det gør jeg i år på Hellig Tre Kongers dag, den 6. januar 2018 kl. 9 - 16.

Det bliver her på Tustrup Hede.

Det koster 400,- kr. plus en ret til en fælles frokost buffet. Jeg sørger for en morgenbolle, rugbrød, smør, te, kaffe, frugt og lidt sødt.

Max. 8 deltagere. Der er 3 pladser tilbage.

Tilmelding på mail eller tlf: 61 30 31 55, gerne så snart som muligt.

 

MBSR forløb

Forårets MBSR forløb foregår også på Tustrup Hede.

Det bliver på følgende datoer:

Onsdage den 7.3., 14.3., 21.3., 4.4., 11.4., 18.4. kl. 17 - 19.45,

en fordybelsesdag søndag den 22.4. kl. 9 - 16

plus onsdage den 2.5. og 9.5. kl. 17 - 19.45.

Det bliver et lille hold på max. 8 personer.

Pris: 2.500,- kr. som dækker: undervisning, online meditationer, arbejdshæfte, kaffe, te og frugt på undervisningsdagene.

 

Åbent meditationshus

Det er også her på Tustrup Hede, at jeg fortsætter mit koncept fra efteråret. Det vil sige ca. en gang om måneden holder jeg åbent meditationshus. Jeg guider forskellige mindfulness praksisser, som du enten kender fra et MBSR forløb, eller hvis du er ny, vil lære at kende. Vi afslutter med en kort deling i gruppen.

Grunden til at jeg kalder det ’åbent meditationshus’ er, at det foregår efter det buddhistiske princip: ’dana’. Det betyder, at der ikke er nogen fast pris: man giver det, man kan og synes, og hvis man ikke kan give noget, er det også ok. Hvis du er helt på bar bund ift. hvad du skal give, foreslår jeg 50,- kr.

En del af ’dana’ princippet er, at det er anonymt: der står en æske, hvor man kan lægge pengene.

Tag selv yogamåtte, puder og tæpper med. Hvis ikke du selv har, har jeg ekstra.

Datoerne bliver: lørdage den 27. januar, 24. februar, 24. marts, 21. april og den 26. maj kl. 10 - 12.

Max. 8 personer.

Tilmelding: senest dagen før, men gerne så hurtigt som muligt.

 

Sorgretræte

”Intet hastværk mens du går med sorg; det hjælper dig ikke på din rejse. Gå langsomt, hold ofte hvil. Intet hastværk mens du går med sorg. Vær nænsom mod dig selv; gå langsomt, hold ofte hvil. Tag dig tid, vær nænsom mens du går med sorg”.

George MacDonald

Endelig vil jeg gentage, at jeg igen kan tilbyde en sorgretræte for mennesker, der har mistet. Det er den 27. - 30. september 2018 i samarbejde med psykoterapeut og MBSR lærer, Lene Jensen.

Det bliver på et meditationssted i Vorre, højt beliggende med udsigt over havet:

Vorre Østergård Kursuscenter, Vorrevej 30 A 1.sal, Vorre, 8641 Skødstrup.

Har du mistet, og er du i sorg, så kan denne sorg retræte være en hjælp. Omgivet af et støttende fællesskab skabes muligheden for at starte en helingsproces, hvor du gennem mindfulness og self-compassion meditationer trænes i at rumme din sorg med nænsomhed og venlighed.

Retræten henvender sig til mennesker, der har mistet – i bred forstand. Det drejer sig selvsagt om at have mistet et elsket menneske til ’himlen’, men det kan også være mennesker der har mistet i mere bred forstand, fx mistet en ægtefælle til Alzheimer eller demens eller at have mistet i forbindelse med skilsmisse, mistet sit helbred, sin førlighed og/eller identitet i forbindelse med sygdom.

For at holde prisen nede har vi valgt at lave retræten som et eksternat, dvs. man overnatter ikke, og man medbringer selv mad. Der vil være te, kaffe, frugt og lidt snack.

Pris: 2.995,- kr.

Tilmelding og mere info:

til Ann på: info@mindfulnessdjursland.dk eller 61 30 31 55 eller

til Lene på: idp@psykoterapi-lenejensen.dk eller 28 10 45 66.

 

7 dages stilhedsretreat med

Yanai Postelnik og Helen Stephenson

4. - 11. august 2018

Hvis du har mod på en rigtig stilheds retræte, arrangerer jeg i samarbejde med Mindfulnessforeningen sådan en i august 2018 med Yanai Postelnik og Helen Stephenson – á la dette her:

https://gaiahouse.co.uk/gh/retreat/insight-meditation-and-yoga-retreat/.

Mere info og tilmelding etc. her: http://www.mindfulnessforeningen.dk.

 

~ ~ ~

 

 

Her hen imod vintersolhverv og jul elsker jeg, som mange andre, at tænde lys. Majbritte Ulrikkeholm har sagt (det er der vist mange andre, der også har sagt ), at når vi tænder lys i det ydre, bliver vi mindet om lyset i det indre. Med disse ord og et vers, jeg holder meget af vil jeg ønske jer

EN GLÆDELIG JUL OG

ET FREDFYLDT NYT ÅR

 

Ann

 

Juletræet på besøg

Hilser os fra eg og bøg

Med besked derudefra,

At det lysner dag for dag.

Og at solen fra sit skjul

Ønsker os en glædelig jul.

 

 

 

 

MINDFULNESS DJURSLAND nyhedsbrev · september 2017

 

Kære alle

 

September er kommet med regn og rusk og ikke megen blå himmel som i sangen. Træerne er så småt ved at iklæde sig rød-gule-brune farver og forbereder sig på at give slip på bladene for i vinterens løb at samle kræfter til en ny sommer. Det vigtigste holdning i mindfulness træningen handler om, som træerne gør, at give slip: give slip på tanker og følelser, der plager os, stjæler vores energi og fører os væk fra nuet, give slip på domme og fordomme om os selv og andre, give slip på forventninger og forestillinger om, hvordan vi synes, vi selv, andre og livet skal være; for at blive herre i eget hus; for ikke at lade os tyrannisere af vores sind, så vi kan samle kræfter til alle de opgaver, der virkelig er vigtige for os; for som aben at give slip på bananen og gøre os fri.

Et forslag at meditere på i din praksis kunne være (som vi også har gjort på MBSR forløbet): Hvad holder jeg fast på, som jeg egentlig kunne slippe, og som ville sætte mig fri?

 

Meditationshus på Tustrup Hede

Som nogle af jer måske har set på min Mindfulness Djursland facebook side, flytter jeg frem over mine kurser og andre aktiviteter tilbage til her, hvor det hele begyndte i 2012: til Tustrup Hede. Det er min mening at indrette et rum specifikt til mindfulness aktiviteter, men indtil det er sket i en forhåbentlig nær fremtid, foregår meditationer og MBSR forløb i vores store stue, som ryddes til formålet. Da jeg ikke skal ud og betale en dyr husleje, bliver prisen for et MBSR forløb også sat ned: 3.300,- kr. og 3.000,- kr. for pensionister, arbejdsløse og studerende.

Jeg starter næste MBSR forløb i februar-marts måned. Mere om det i næste nyhedsbrev og på min hjemmeside.

 

Åbent meditationshus

Det er også her på Tustrup Hede, at jeg ca. en gang om måneden holder åbent meditationshus. Jeg vil guide forskellige mindfulness praksisser, som du enten kender fra et MBSR forløb, eller hvis du er ny, vil lære at kende. Vi afslutter med en kort deling i gruppen.

Grunden til at jeg kalder det ’åbent meditationshus’ er, at det foregår efter det buddhistiske princip: ’dana’. Det betyder, at der ikke er nogen fast pris: man giver det, man kan og synes, og hvis man ikke kan give noget, er det helt ok. Hvis du er helt på bar bund ift hvad du skal give, foreslår jeg 50,- kr.

En del af ’dana’ princippet er, at det er anonymt: der står en æske, hvor man kan lægge pengene.

Tag selv yogamåtte, puder og tæpper med. Hvis ikke du selv har, har jeg ekstra.

 

Næste gang er lørdag den 30. september kl. 10 - 12 og de følgende gange er lørdage den 11. november og den 9. december kl 10 - 12. Max. 8 personer.

Tilmelding: senest dagen før, men gerne så hurtigt som muligt.

 

Vikar for Lene Jensen, Mindfulness Skødstrup

Min gode kollega, Lene Jensen, er sygemeldt i øjeblikket. Derfor vikarierer jeg for hende her i efteråret. Det betyder, at jeg starter et nyt MBSR forløb op med orienteringsdag den 26. oktober kl. 17 - 19.

Med følgende datoer: 9.11., 16.11., 23.11., 30.11., 7.12., 14.12. kl. 17 - 19.45.

Fordybelsesdag den 6.1. 2018 kl. 9 - 16 og den 11.1. og 18.1. .2018 kl. 17 - 19.45.

Sted: Skødstrup Fysioterapi, Bondehaven 19 D, 8541 Skødstrup.

Pris: 3.950,- kr. og 3.800,- kr. for pensionister, arbejdsløse og studerende.

Som sædvanlig gælder det også her, at hvis der bliver ledige pladser, tilbyder jeg forløbet til tidligere kursister med 30% rabat – dvs. 2.765,- kr.

 

Yoga – og meditations weekend med Helen Stephenson

3. - 5. november 2017

Der er kun 3 pladser tilbage på denne weekend med den meget erfarne og dygtige yogalærer, Helen Stephenson, UK. Hvis du har lyst til at tage på retreat, men måske ikke har helt mod på at starte med et 7 dages stilheds retreat, kan denne weekend være en mulighed.

Helen vil guide langsommelige, blide yoga øvelser og meditationer. Der vil være udveksling 2 og 2 og i gruppen, som I kender det fra MBSR, og Helen vil også holde et par kortere foredrag. Noget at tiden, vil vi være i tavshed.

Der er yogamåtter, puder og tæpper på stedet, men du er velkommen til at medbringe dit eget udstyr.

Jeg mødte Helen på et retreat på Gaia House i 2015 og faldt for hendes langsommelige, meditative tilgang til yoga og hendes åbne, udogmatiske tilgang til en spirituel dimension i livet.

Se mere om Helen på hendes hjemmeside: http://www.mindfulnessmk.com

Tid: 3. - 5. november, kl. 9 - 16.30 hver dag.

Pris: 2.400,- kr. for undervisning, te, kaffe, frugt og kiks. Betales ved tilmelding.

Sted: ’Yoga i Valby’, Valbylanggade 23, 2500 Valby.

Tilmelding til min med-arrangør: Christin Illeborg på: illeborg@mac.com

 

Sorgretræte

”Intet hastværk mens du går med sorg; det hjælper dig ikke på din rejse. Gå langsomt, hold ofte hvil. Intet hastværk mens du går med sorg. Vær nænsom mod dig selv; gå langsomt, hold ofte hvil. Tag dig tid, vær nænsom mens du går med sorg”.

George MacDonald

Endelig er det mig en glæde, at jeg igen kan tilbyde en sorgretræte for mennesker, der har mistet. Det er den 27 .- 30. september 2018 i samarbejde med psykoterapeut og MBSR lærer, Lene Jensen. Det bliver på et meditationssted i Vorre, højt beliggende med udsigt over havet: Vorre Østergård Kursuscenter, Vorrevej 30 A 1.sal, Vorre, 8641 Skødstrup.

Har du mistet, og er du i sorg, så kan denne sorg retræte være en hjælp. Omgivet af et støttende fællesskab skabes muligheden for at starte en helingsproces, hvor du gennem mindfulness og self-compassion meditationer trænes i at rumme din sorg med nænsomhed og venlighed.

Retræten henvender sig til mennesker, der har mistet – i bred forstand. Det drejer sig selvsagt om at have mistet et elsket menneske til ’himlen’, men det kan også være mennesker der har mistet i mere bred forstand, fx mistet en ægtefælle til Alzheimer eller demens eller at have mistet i forbindelse med skilsmisse, mistet sit helbred, sin førlighed og/eller identitet i forbindelse med sygdom.

For at holde prisen nede har vi valgt at lave retræten som et eksternat, dvs. man overnatter ikke, og man medbringer selv mad. Der vil være te, kaffe, frugt og lidt snack.

Pris: 2.995,- kr.

Tilmelding og mere info: til Ann på: info@mindfulnessdjursland.dk eller 61 30 31 55 eller til Lene på: idp@psykoterapi-lenejensen.dk eller 28 10 45 66.

 

7 dages stilhedsretreat med Yanai Postelnik og Helen Stephenson

4. - 11. august 2018

Hvis du har mod på et rigtigt stilhedsretreat, arrangerer jeg sammen med Mindfulnessforeningen sådan et i august 2018 med Yanai Postelnik og Helen Stephenson – á la dette her: https://gaiahouse.co.uk/gh/retreat/insight-meditation-and-yoga-retreat/

Der kommer snart mere info om priser, tilmelding etc. på min hjemmeside, på Mindfulnessforeningens hjemmeside: http://www.mindfulnessforeningen.dk og på Dansk Center for Mindfulness’ hjemmeside: http://www.mindfulness.au.dk

 

Foreningen Nærvær omkring Døende

Endelig vil jeg lige lave lidt reklame for vores nye forening: Foreningen Nærvær omkring Døende. Vi har ikke en hjemmeside endnu, men en facebook side, hvor der kommer diverse opslag og info. Hvis du synes, at arbejdet for at skabe menneskeligt nærvær omkring døende og deres pårørende er vigtigt, så 'like' gerne og del i dit netværk:

https://www.facebook.com/naervaeromkringdoende.dk

 

 

Jeg vil som sædvanligt slutte med et lille digt, som har hjulpet mig i svære situationer:

When I come to the Edge

By Patrick Overton

 

’When I have come to the edge of

all the light that I know,

and are about to drop off into the darkness

of the unknown,

I will trust one of the things to happen:

There will be something solid to stand on

Or I will be taught to fly.’

 

 

Med ønsker om et smukt efterår

 

Hjertelige hilsener

Ann

 

 

 

 

 

 

MINDFULNESS DJURSLAND nyhedsbrev · juni 2017

 

Kære alle

 

Sommeren er kommet med sol og varme, regn og rusk og et væld af grønt og farver, der på magisk vis igen vælder op af jorden. Denne rigdom og overflod giver os mulighed for at mætte vores sanser og for at lægge mærke til alle naturens små mirakler. Den samme nysgerrighed og sansemæssige åbenhed kan vi bringe til vores meditative praksisser, en nysgerrighed for hvad der mon rør sig i vores indre liv.

 

 

Foreningen Nærvær omkring Døende

Min interesse for at bruge mindfulness i forbindelse med omsorgsgivere til døende har nu udmøntet sig i, at vi er en gruppe mennesker, som afholder stiftende generalforsamling for Foreningen Nærvær omkring Døende. I får lige invitationen her, hvis der skulle være interesserede i min læserkreds.

Stiftende generalforsamling for FORENINGEN NÆRVÆR OMKRING DØENDE.

Vil du være med til at ændre det faktum, at så mange (omkring 60%) ender livet på hospitaler, som primært er indrettet til at kurere, hvor der absolut ikke er tid til nærvær i en effektiviseret til grænsen hverdag. Og det på trods af, at 80% ønsker at dø hjemme.

Vi er en gruppe, som ønsker mere nærvær og opmærksomhed omkring døende mennesker og deres pårørende – både før og efter døden. At sætte fokus på hvordan mennesker dør i Danmark, og hvad der kan gøres for at hjælpe dem på alle planer. Vi vil gerne gøre det at være omkring døende til en lige så naturlig del af livet, som en fødsel. Samle viden om dette, formidle denne til alle såvel lægmand/ kvinde som professionelle og give os mod, ro og forståelse til at turde at hente hjælp, når vi har brug for det og vide, hvor den findes.

Der er brug for denne forening, så støt op, del gerne og kom til vores stiftende generalforsamling den 22. juni, kl. 17 - 21, Store Torv 5, 2.tv, 8000 Århus C.

Tilmelding på: info@mindfulnessdjursland.dk

 

 

Mindfulness Djurslands tilbud i efteråret 2017

 

Meditationshus

Efter flere års eksperimenteren med en slags fortsætterhold har jeg besluttet mig for at holde åbent 'meditationshus' her på Georgsmindevej 16, 8961 Allingåbro (min egen adresse) ca. en gang om måneden. Det bliver 2 timer med forskellige praksisser, man tager selv yogamåtter og puder med (jeg har stole), og det vil være ifølge det buddhistiske 'dana' princip, dvs. man giver det, man nu kan og synes. Eller ikke noget.

Og så skal man tilmelde sig hver gang, så jeg ved, hvor mange der kommer.

Det bliver følgende datoer: lørdage 26.8, 30.9, 11.11 og 9.12, kl 10 - 12.

Max. 8-10 personer.

Mini-retreat

Derudover holder jeg et mini-retreat - også på Georgsmindevej 16, lørdag den 25.11 kl. 10 - søndag den 26.11 til efter frokost. Det meste af retreatet vil foregå i tavshed.

Pris: 1200 kr inkl. alle måltider, te, kaffe – serveret af min erfarne udi den branche mand. Man sørger selv for overnatning. Max. 8 deltagere. Program fås ved tilmelding.

Stilhedsdag

Det er blevet en af mine traditioner at afholde en stilhedsdag i slutningen af december – 'På tærsklen til det nye år'. Det gør jeg i år den 29.12. kl. 9 - 16, og det bliver igen på Sostrup Slot. http://www.sostrup.org

Prisen ligger endnu ikke fast, men det bliver omkring 800,- kr. inkl kaffe, te og frokost. Vi skal være i Novicesalen på klosteret. Max. 13 deltagere.

MBSR forløb

Endelig starter jeg nyt MBSR forløb den 6. september kl. 17 - 20. For flere detaljer se min hjemmeside: http://mindfulnessdjursland.dk/mbsr-forloeb/index.html

Som sædvanlig tilbyder jeg forløb til tidligere kursister med 30% rabat, hvis der er ledige pladser.

 

 

Yoga retreat i København

I samarbejde med en god kollega, Christin Illeborg, arrangerer jeg til november et 3 dages yoga retreat med Helen Stephenson (UK) i København. Retreatet er en sjælden mulighed for at modtage dybdegående undervisning og praksisvejledning fra en meget erfaren mindfulness- og yogalærer.

På retreatet undersøger vi, hvordan vi kan udvikle og opdyrke mindfulness gennem bevægelse og stilhed. Hver dag vil der være temabaseret undervisning guidet af Helen Stephenson. Vi vil veksle mellem bevægelse og stilhed (yoga/meditation), og der vil være plads til individuel læring gennem refleksion, inquiry, gruppedynamik og deling.

Vi holder en times frokostpause hver dag. Der er kaffe, te, frugt og vand til alle. Undervisningen er på engelsk. Retreatet er åbent for alle, der har interesse i mindfulness og yoga. Retreatet er uden indkvartering.

Min personlige erfaring med Helen:

Jeg mødte Helen og hendes unikke undervisning første gang i 2015 på et retreat på Gaia House (UK). Helens yoga er meget langsom, venlig og meditativ. Man har virkelig tid til at mærke krop og sind i alle øvelsernes momenter. Og det var lige det, jeg havde brug for, både i forhold til mig selv og min egen proces og i forhold til at kunne bruge det i min undervisning.

Helen har et åbent forhold til spiritualitet, og det kan jeg personligt godt lide. Hun er dybt funderet i både buddhisme, yogaens hindu baggrund, kristen tankegang, men også i spirituelle filosoffer som fx Osho. Hun tilhører ikke en bestemt religion, og det appellerer til mig. Og så – og måske vigtigst – er hun et meget sødt, smilende, venligt og ikke-selvhøjtideligt menneske.

Jeg har tidligere arrangeret et retreat med Helen, og jeg glæder mig til at byde hende velkommen igen!

Tid: den 3. - 5. november. Hver dag kl. 9 - 16.30

Sted: Yoga i Valby. Valby Langgade 23, 2500 Valby

Pris: 2.400,- kr. Betales ved tilmelding.

Tilmelding: Christin SMS 2063 8869 eller mail: illeborg@mac.com

 

Anns blog

Til sidst vil jeg igen gøre opmærksom på, at jeg er begyndt at skrive små blogindlæg på min hjemmeside. Ikke så ofte, men de kommer.

http://blog.mindfulnessdjursland.dk/

 

Varme hilsener og ønsker om en dejlig sommer

og på forhåbentligt gensyn med nogle af jer.

 

Ann

 

© 2012-2017 Mindfulness Djursland v/Ann Ostenfeld-Rosenthal · 6130 3155 · info@mindfulnessdjursland.dk